fredag den 17. januar 2014

I et Spejl, i en Gåde


Jeg spenderede en betragtelig del af den nu sørgeligt forgangne juleferie i min seng med en bog. En af de bøger, jeg pløjede mig igennem var Jostein Gaarders I et Spejl, i en Gåde. Jeg havde nogen tid forinden ved et tilfælde set et glimt af filmatiseringen i fjernsynet, lige nøjagtigt glimtet, hvor hovedpersonen Cecilie fremsiger det fineste lille stykke poesi i hele bogen (ja, her var det jo så i filmen):

"Når jeg dør, ryker en sølvstreng med glatte perler som triller gjennom landet og renner hjem til muslingmødrene på havets bunn. Hvem vil dukke etter mine perler når jeg er borte? Hvem vil vite at de var mine? Hvem kan gjette at hele verden en gang har hengt rundt min hals?"

Jeg blev så fanget af ordene og stemningen i dem, at jeg straks bestilte bogen på biblioteket.  Ikke længe efter var jeg i gang. Bogen beretter om Cecilie, der ved juletid er sengeliggende på dødens rand med en alvorlig sygdom - man får aldrig at vide hvilken. En nat besøges hun af englen Ariel, og der opstår hurtigt et venskab mellem de to. De kender hver især til facetter af livet i verden, som den anden aldrig har kunnet fantasere sig til, og så ruller samtalen, som i nok kan gætte. Hvis man har læst Sofies Verden af samme forfatter, vil man kunne genkende den let belærende og skoleagtige men alligevel dragende fortællestil, der (åbenbart) er karakteristisk for forfatteren, og som afføder mange små digtlignende passager undervejs. I et Spejl, i en Gåde er en anbefalelsesværdig lille bog, der sætter tanker i gang om livet uden at braklægge læseren i depression flere dage efter - læs den!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar