På en mandagscykeltur, er Nico min nye ørefavorit. Jeg havde ikke hørt om hende, før jeg læste et indlæg her (på Mads Axelsens fine, fine blog), men hun er hurtigt blevet en favorit. Hun er født helt tilbage i det herrens år 1938, og hendes stemme er derfor temmelig langt fra autotune og Rihanna. Den er meget - som min mor så diplomatisk udtrykte det - uskolet, men man kan høre, at dens navlestreng har rod helt inde i følelserne. Måske kender i hende som medvirkende på The Velvet Underground And Nico-pladen (i ved, coveret med bananen på), men hun klarer det altså også utroligt fint alene. Fra hendes debut Chelsea Girl er her et par numre, der er et lyt værd:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar