Moonrise Kingdom - hvor skal man ende, og hvor skal man begynde? Det er en af mine absolutte favoritfilm både på billed-, musik-, og historiesiden. Et lille stykke kunst.
Sam og Suzy er begge utilpassede i hver deres forstand; Sams forældre er døde, og hans plejeforældre så vist egentlig helst, at der havde fulgt returret med, da de overtog ham. Suzys forældre er begge advokater og har et noget vanepræget og efterhånden formelt forhold til hinanden, derudover har moren i øvrigt en mere eller mindre almindeligt kendt affære med den lokale distriktsbetjent. Da Sam møder Suzy første gang til en skolekomedie-Noahs-ark-ting i et til lejligheden opført omklædningsrum i den lokale kirke, er han solgt til stanglakrids. Der forekommer en sparsom men skøn dialog; Sam peger stift på Suzy og siger "what kind of bird are YOU?" hvortil Suzy stirrende som på det nederste billede svarer; "I'm a raven".
Gennem en længere brevudveksling aftaler Sam og Suzy, at de sammen vil stikke af fra det hele og lave deres egen lille, venlige verden på en uopdaget strand - Moonrise Kingdom. Men det viser sig ikke at være helt nemt bare at lade alting stå til og løbe. Sam og Suzy ender med at have både ordensmagten, familien og Sams spejdertrup i hælene, og så skal det gå stærkt. En meget rørende scene i filmen viser de to dansende i undertøj på den nu fundne, øde strand akkompagneret af Suzys lillebrors rejsegrammofon. Der er så meget naivitet og ømhed i den scene, at man (læs: mig) kan risikere at fælde en tåre hist og her.
Billederne ovenfor illustrerer den fænomenale brug af farver i filmen - der skabes et univers i grænselandet mellem virkelighedens verden og et fantasiland, hvor jeg gerne ville tilbringe resten af mine skoleferier. Musikken (af Desplat i øvrigt) bidrager fint til dette, tag et lyt HER og kom i stemning, inden du (forhåbentlig) ser filmen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar