tirsdag den 27. august 2013

Doppler


Den norske forfatter Erlend Loe med hang til finurlige, let læste, men dog tankevækkende historier omsvøbt af bøger i småt format, har helt i tråd med sine principper begået denne Doppler. Bogen beskriver en norsk familiefar, - yderst kompetent på alle områder, for nu at bruge hans egen udtryksstil - der vælter på sin cykel ude i en skov. Som han ligger der på ryggen og stirrer fortumlet op i trækronerne, går det op for ham, at skoven er hans sted. Som lyn fra en klar himmel kommer det til ham, og han er heller ikke sen til at tage hjemmefra for good, kun efterladende en seddel på køkkenbordet påskrevet: Jeg er gået en tur i skoven. Jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage, men i skal ikke vente med aftensmaden. Det skal dog vise sig, at det ikke bare er sådan at flygte uden yderligere forklaring - Doppler støder på en række uventede konfrontationer og komplikationer, der sætter hans nyfundne sjælero på prøve. 

Bogen er let tilgængelig og kan (egne erfaringer er i spil nu) bruges som godnatlæsning uden at sætte for mange unødigt opkvikkende tanker i gang, men trods alt ikke uden at efterlade sig spor. Sproget er morsomt, plottet er lidt til en side og karaktererne med. Det kan ikke gå galt.

Skulle en enkelt omgang med Erlend Loe ikke være nok, vil jeg heller ikke tøve med at anbefale hans roman Muleum; en tragikomisk dagbogsfortælling om en teenagepige hvis familie styrter ned med et fly kun efterladende hende et enormt hus, en BMW (hvis jeg husker rigtigt, det kan have været en Audi) og en polsk håndværker, der lægger fliser, så det halve kunne være nok. Læs i øvrigt også Kunstig-pigernes fornemme indlæg i deres selvopfundne Erlend Loe-uge for yderligere indblik i hans skæve verden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar